Er det normalt, at amning gør ondt?
Smerter ved amning kan godt være almindelige - især i den første tid. De første dage kan brystvorterne godt være ømme, mens du og dit barn finder hinanden, og det er som regel ikke noget at bekymre sig om.
Men det skal ikke gøre ondt under hele amningen, og smerten skal ikke blive værre fra dag til dag. Vedvarende smerter, sår eller revner på brystvorterne er et tegn på, at noget skal justeres.
Du bør reagere, hvis:
- Det gør ondt under hele amningen og ikke kun de første sekunder
- Du har sår eller revner på brystvorterne
- Smerten bliver værre i stedet for bedre efter den første uge
- Du begynder at være nervøs for den næste amning
Her er de 5 årsager, jeg oftest ser som jordemoder, og hvad du selv kan gøre ved dem.
1. Sutteteknik
Når amningen gør ondt, er forklaringen oftest, at barnet ikke har en optimal sutteteknik. Hvis barnet kun sutter på selve brystvorten, og ikke har en stor mundfuld af både det brune område og brystvorten inde i munden, bliver brystvorten klemt mod ganen, og det giver smertefuld amning.
Et typisk tegn er, at brystvorten kommer flad, skæv eller læbestiftformet ud af barnets mund efter amningen.
- Stor mundfuld bryst, ikke kun brystvorten
- Læberne er krænget udad
- Hagen rører brystet, og næsen er fri
- Dybe, rolige sug, hvor du kan høre barnet synke
- Brystvorten er rund, når barnet slipper
- Kun brystvorten er inde i munden
- Læberne er vendt indad
- Smaskelyde eller klik under amningen
- Hurtige, overfladiske sug uden synk
- Brystvorten er flad, skæv eller læbestiftformet bagefter
Gør det ondt midt i en amning, så er min anbefaling, at du tager barnet fra brystet, og lægger barnet til påny. Den mest skånsomme måde at få barnet til at slippe suget, er ved at sætte din lillefinger ind i barnets mundvig, indtil du mærker, at suget slipper, og læg barnet til igen.
2. Stramt tungebånd
Hvis tungebåndet er for stramt, kan barnet ikke bruge tungen frit under amningen og kompenserer ved at klemme eller tygge på brystvorten. Tegn kan være smerter, selvom sutteteknikken ser rigtig ud, smaske- eller kliklyde under amningen eller et barn, der hurtigt bliver træt ved brystet eller sjældent virker mæt.
Ikke alle stramme tungebånd skal klippes. Vurderingen bygger på, hvordan barnet bruger tungen under en amning, og ikke kun på, hvordan tungebåndet ser ud. Det fremgår både af Sundhedsstyrelsens håndbog om amning og af den nationale kliniske retningslinje om stramt tungebånd, som jeg arbejder ud fra. Er du i tvivl, så tal med din sundhedsplejerske, en ammevejleder eller din læge, som kan henvise videre.
3. Sår og revner på brystvorterne
Sår og revner på brystvorterne er som regel en følge af årsag 1 eller 2. Behandler du kun såret, kommer det ofte igen, fordi årsagen stadig er der. Derfor er det en god idé at justere sutteteknikken, samtidig med at såret heler.
Åbne revner kan blive inficeret med bakterier eller svamp. Det giver ofte en anden slags smerte, som er brændende eller stikkende, og som typisk kommer efter amningen og kan mærkes dybt inde i brystet. Har du mistanke om infektion, skal det vurderes af din læge, som kan give den rette behandling.
4. Tilstoppede mælkegange og brystbetændelse
En øm, hård knude i brystet kan være en tilstoppet mælkegang eller begyndelsen på brystbetændelse. Kommer der rødme, feber og influenzafornemmelse oveni, skal du kontakte din læge samme dag.
Rådene på netop dette område blev ændret i 2022. I dag handler anbefalingerne om at dæmpe hævelsen i brystvævet med kølige omslag og let lymfedrænage, og ikke om at få brystet tømt med varme, massage og ekstra pumpning. Vær derfor opmærksom på, om de råd, du læser, er fra før eller efter 2022. Du kan læse mere i mit indlæg om brystbetændelse ved amning.
- Am dit barn hyppigt, gerne 8 gange i døgnet
- Brug kølige omslag i 10–20 minutter mellem amningerne
- Lav let lymfedrænage med blide strøg mod armhulen
- Tag evt. smertestillende, og spørg lægen, hvis du er i tvivl
- Kontakt læge ved feber over 38,5
- Forsøge at få brystet helt tomt
- Pumpe ekstra for at få mere ud
- Hård massage eller tryk på knuden
- Vente flere døgn med feber
Retningslinjerne blev revideret i 2022 i ABM’s protokol #36 og er indarbejdet i Sundhedsstyrelsens håndbog.
5. Vasospasme
Bliver brystvorten hvid lige efter amningen, og kommer der en jagende eller brændende smerte nogle minutter senere, især i kulde, kan det være vasospasme. Det er en krampe i de små blodkar i brystvorten, og det forveksles ofte med svamp.
Det hjælper som regel at holde brystvorten varm lige efter amningen, f.eks. med en varm hånd eller et lunt klæde, og at undgå kulde. Også her hænger årsagen ofte sammen med, hvordan barnets sutteteknik er, så det er som regel det første, der bliver kigget på. Bliver det ved, kan din læge hjælpe med at udelukke andre årsager.
Dette kan du selv gøre
- Læg barnet mave mod mave, så hoved, skulder og hofte er på linje, og barnet ikke skal dreje hovedet for at synke
- Skift ammestilling, så trykket flyttes til en anden del af brystvorten. Det giver såret ro til at hele, mens årsagen findes
- Kig gerne sutteteknikken efter på listen ovenfor. Læberne skal vende udad, hagen skal røre brystet, og barnet skal have en stor mundfuld bryst inde i munden
- Bryd gerne suget med en lillefinger, før du tager barnet fra brystet, så brystvorten ikke bliver trukket i
- Tag evt. smertestillende (paracetamol eller ibuprofen), hvis smerten er slem, og spørg lægen eller apoteket, hvis du er i tvivl
- Tag kontakt til sundhedsplejerske, ammevejleder eller læge, hvis smerten ikke bliver bedre i løbet af nogle dage, eller hvis du får sår, der ikke heler
Ømhed de første dage mærkes typisk, når barnet lægges til, og aftager i løbet af amningen. Smerte, der varer ved under hele amningen, eller som bliver værre fra dag til dag, og som giver sår og revner, er noget andet. Det er som regel sutteteknikken, der skal justeres, og det kan du få hjælp til hos din sundhedsplejerske, en ammevejleder eller din læge.
Skal vi kigge på det sammen?
Er I i tvivl — om det her eller noget helt andet i ammeforløbet — så skriv endelig. Hjemme hos jer i Silkeborg og omegn, eller online i hele landet.
Til sidst
Smerter ved amning føles voldsomme, mens de står på, og de kan gøre det svært at nyde amningen. Langt de fleste smerter skyldes sutteteknikken, og det kan som regel rettes. Mange oplever, at det bliver bedre i løbet af få dage, når sutteteknikken er justeret, og du må gerne fortsætte med at amme imens. Hold øje med sår, feber og rødme, og tag fat i din læge, hvis du bliver dårligere frem for bedre.
Kilder: Sundhedsstyrelsens håndbog om amning (7. udgave, 2023) · National klinisk retningslinje om stramt tungebånd (2020) · ABM’s protokol #26 om vedvarende smerter (engelsk, 2016) · ABM’s protokol #36 om mastitisspektret (engelsk, 2022).
Læs også Brystbetændelse ved amning: symptomer og behandling Symptomer, de opdaterede råd fra 2022, og hvornår du skal kontakte lægen.Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor gør det ondt, selvom sutteteknikken ser rigtig ud?
En sutteteknik kan se rigtig ud udefra og alligevel ikke være dybt nok, så brystvorten stadig bliver klemt. Gør det ondt, selvom læberne vender udad og hagen rører brystet, kan det også skyldes et stramt tungebånd, vasospasme eller svamp. De tre ligner hinanden på overfladen, så det er en god idé at få det vurderet under en amning hos din sundhedsplejerske, en ammevejleder eller din læge.
Skal jeg holde pause med at amme, når det gør ondt?
Nej, som udgangspunkt ikke. En pause kan påvirke mælkemængden, og smerten forsvinder sjældent af sig selv, hvis årsagen er barnets sutteteknik. Prøv i stedet at skifte ammestilling, så trykket flyttes, og bryd suget med en lillefinger, før du tager barnet fra brystet. Har du sår, der ikke heler, eller tegn på infektion, skal det vurderes af din læge.
Kan det være svamp?
Svamp ved amning giver typisk en brændende eller stikkende smerte i begge bryster, som kommer efter amningen, og barnet kan have hvide belægninger i munden. Det forveksles ofte med vasospasme eller en sutteteknik, der skal justeres. Svamp skal vurderes og behandles hos lægen, og både du og barnet behandles samtidig, så I ikke smitter hinanden igen.
Hvornår skal jeg kontakte lægen?
Ved feber over 38,5 og influenzafornemmelse, ved rødme eller et varmt, hårdt område i brystet, eller hvis et sår på brystvorten bliver rødt, hævet eller væsker. Det samme gælder, hvis smerten hurtigt bliver værre i løbet af et døgn. Er du i tvivl, så ring til din læge.